+45 30 60 09 88 Benny.dall@gmail.com
Vælg en side

De lokale afdelinger er Enhedslistens organisatoriske base. De skal løse en række organisatoriske opgaver, og sikre at afdelingens medlemmer bliver mødt med tilbud om interessante møder og aktiviteter. Det er ikke en let opgave. Og vi lykkes ikke særligt godt med den.

I de afdelinger jeg kender til, mødes ca 10% af afdelingens medlemmer til diverse aktiviteter. Det er svært at få bestyrelser til at fungere, og endnu sværere at udvikle afdelingerne.
Så efter min mening, bør vi give afdelingerne en hjælpende hånd.
Her et par forslag:
Grydefærdige debatter og arrangementer
Vores debatter kunne blive bedre og mere attraktive hvis vi kvalificerer dem. Det kunne vi gøre ved at vi prioriterer centrale ressourcer til at sammensætte debatpaneler hvor forskellige synspunkter er repræsenteret eller debatindlæg fra nogle af de utallige dygtige specialister vi har i partiet.
Vi kunne udvikle andre former for debatmøder, filmaftener med en filmvært der starter snakken hen over kaffen bagefter. Speeddating arrangementer og meget andet.
Til arrangementspakken hører naturligvis færdige FB opslag, omtale og anden PR for arrangementerne og naturligvis en Trust Pilot platform, så deltagerne kan give kommentarer og karakterer til arrangementet efterfølgende.
Ideen er at afdelingerne så kan slå op i kataloget over emner, temaer osv og vælge det arrangement de gerne vil have. Så skal de bare finde lokaler, downloade PR og bum… meget besvær er sparet.
Hvis vi kombinerer det med at afdelingerne inviterer hinanden, hvilket vi har gode erfaringer med i Sydjylland, kan det måske få lidt flere engageret.
Modtagelse af nye medlemmer.
Vi får mange nye medlemmer, og vi mister mange af dem igen. Det er der mange grunde til, men det er tydeligt at vi ikke modtager dem på en måde der får dem til at føle sig hjemme. Det må vi gøre noget ved.
Vi bør prioriterer centrale ressourcer til at tage hånd om en del af opgaven.
Det kunne være telefoninterview kort efter de nye har modtaget deres velkomstmail. Det kunne samle værdifuld viden til afdelingerne og organisationen i øvrigt.
Det kunne være organisering af velkomsttræf regionalt for nye medlemmer, og måske særlige tilbud til nye unge medlemmer.
Ovenstående blot ideer, hovedsagen er at afdelingerne skal have en hjælpende hånd. Det skal vi prioritere centrale ressourcer til.

Benny Dall
DK 6000 Kolding
mob.: +45    27440844